Squashlasagne

Squashlasagne

2 timer

6 personer

INGREDIENSER
4 squash
250 gram bacon i tern
2-3 løg
2 små hvidløg
2 spsk paprika
2 spsk tørret basilikum
Salt og peber
1 ds tomatpure
1 kg hakket oksekød
4 gulerødder
3 ds hakkede tomater
750 gram hytteost
Revet ost eller frisk mozzarella

Køn er den ikke. Og ud af mange billeder blev dette det bedste. Men men men – selvom billedekvaliteten ikke er i top, så fejler smagen intet. Denne squashlasagne er tæmmelig tidskrævende, derfor laver vi altid en stor portion, så der er til flere dage. Squashlasagne er også god i madpakken.

FREMGANGSMÅDE
Skær squash i skiver på langs i en tykkelse af ca. en centimeter. Læg squashskiverne på et viskestykke og gnid begge sider med salt. Salten trækker væske ud af squashen. Lad dem ligge i 30 minutter.

Tag en stor gryde og svits bacontern sammen med løg og hvidløg i tern. Tilsæt krydderier og tomatpure og lad det stege lidt. Tilsæt herefter oksekød og brun det godt. Tilsæt til sidst gulerødder skåret i tern og hakkede tomater. Lad kødsaucen simre i mindst en time – gerne længere. Den skal være cremet.

Skyl squashskiverne i koldt vand, og tør dem i et rent viskestykke. Beklæd 2 bageplader med bagepapir og fordel squashskiverne i ét lag. Pensl med olie på begge sider, og bag dem i ovnen i 30 minutter ved 200 graders varmluft. Tag dem ud, når de er gyldne på overfladen.

Byg lasagnen i 1 stort eller 2 mindre ovnfaste fade. Først et lag kødsauce, så squashskiver, kødsauce, hytteost, sqaushskiver, kødsauce, hytteost. Drys med revet ost eller frisk mozzarella.

Bag lasagnen i ovnen ved 200 grader i 20-30 minutter.

Server eventuelt lasagnen med en frisk salat og brød.