foodprep

Food prep – brug tid og spar tid

I dag er en af de dage, hvor jeg kun lige når hjem fra arbejde, før jeg skal ud af døren igen. Jeg ved ikke, hvornår jeg er hjemme igen, og hvornår jeg skal få tid til at lave og spise aftensmad. Og det stresser mig!

Jo, jeg kunne da bare snubbe et stykke rugbrød, men har vi noget pålæg på køl? Og er der overhovedet mere rugbrød? Eller hvornår skal jeg nå at bage et frisk?

Det var nogle af de tanker, der gik igennem mit hoved på vej hjem fra arbejde i går. Derfor besluttede jeg at bruge et par timer i køkkenet i går aftes på food prep, så jeg i dag kan have ro på, selvom jeg har en travl dag.

Det sunde valg, skal være lettilgængeligt

Jeg kan ikke være den eneste, der snubber en håndfuld nødder eller en slikrest fra weekenden, når den lille sult melder dig – velvidende at der er frugt og grønt i køleskabet, som jeg i virkeligheden har mere lyst til. Men guleroden skal jo skrælles, og ananassen skal skæres ud. Og i farten får jeg det ikke gjort! Derfor har vi investeret i en hel skuffefuld Weck glas. Når vi køber en ananas eller en melon, bliver den med det samme skåret ud i hapsere, og sat på køl. På den måde er det nemt, at komme frugt på skyren om morgenen, eller snubbe sig en skål frisk frugt om eftermiddagen. Ligeledes skræller jeg gulerødder, og sætter dem i køleskabet i et glas med vand. Så holder de sig sprøde og saftige. Det samme gør jeg med radiser. Jeg elsker radiser – men ligger de i en pose med top og jord på, så får vi dem ikke spist. Det lyder dovent – men jeg tror ikke, vi er de eneste.

Food prep til gæstemad

En af de tidspunkter jeg er rigtig glad for food prep, er når vi skal have gæster. Bevares, hvis vi en torsdag aften får et par venner på besøg til noget nem mad, så laver jeg det hele på dagen. Men når vi en fredag aften vil kredse ekstra om vores gæster, så ved jeg af erfaring, at hvis jeg skal lave det hele lige inden gæsterne kommer, så har jeg ingen energi til resten af aftenen. Og hvad er det så værd, hvis man sidder med spændingshovedpine, og egentlig hellere vil i seng?
Derfor gør jeg alt det klar, jeg kan dagen før. Så gemmer jeg min energi på dagen til det hyggelig selskab, snak og grin.

På billedet …

Tilbage til gårsdagens food prep.
Vi fik kødsauce, så jeg lavede en ekstra stor portion, så vi har rester idag. Efter min smag bliver en kødsauce ikke dårligere af at stå til dagen efter – nogle gange bliver den endda bedre.
Grønne bønner har jeg skyllet og skåret top og bund af. Så er de klar til at blive blancheret eller bagt i ovnen.
Gulerødder har jeg skællet og skåret i stænger, og kommet i et glas med vand. På den måde holder de sig som sagt sprøde og saftige. Jeg kunne også have lavet en dip og sat på køl, så man hurtigt kunne snubbe en sund snack.
Søde kartofler har jeg skrællet, skåret i tern og lagt i vand. Så bliver stivelsen trukket ud, og de bliver ekstra sprøde i ovnen. Jeg laver dem ofte med smagsneutral olie, løgpulver og en smule kanel.
Radiser har jeg renset, skåret top og bund af og lagt dem i vand. Ligesom gulerødderne holder dette dem sprøde.
Ost har jeg skåret i tern, og i dag kom jeg en håndfuld ned i madpakken, sammen med nogle radiser.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked (*).

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>